Duelighedsbevis – Praktisk sejlads
Kurset forbereder dig til at gå til eksamen til den praktiske delprøve til Søfartsstyrelsens duelighedsbevis. Kurset henvender sig til begyndere inden for sejlads, og er baseret på praktiske øvelser, der bringer dig igennem pensum til prøven.
Praktisk sejlads
Et kursus, som forbereder dig til at gå til eksamen til den praktiske delprøve til Søfartsstyrelsens duelighedsbevis. Kurset henvender sig til begyndere.
Du guides af en bådfører igennem alle de manøvrer, som er pensum til prøven. Undervisningen er baseret på undervisningsmateriale fra Dansk Sejlunion. Elevhåndbogen herfra er indeholdt i kursusgebyret og udleveres ved sæsonstart.
Undervisningen starter allerede i april, hvor sommersæsonens elever er med til at klargøre sejlerskolens både. I maj måned starter den egentlige praktiske undervisning, hvor du sammen med dit hold og din bådfører sejler en gang om ugen frem til udgangen af september, kun afbrudt af din og bådførerens sommerferie. Ofte er det muligt at sejle på et andet hold, mens din bådfører er på ferie.
Vi lægger også vægt på den sociale del af at sejle, og i løbet af sejlsæsonen er det muligt at deltage i sejlerskolens forskellige arrangementer, som spænder fra grillaften til natsejlads.
Den praktiske sejlads afsluttes sidst i september/først i oktober med at eleverne aflægger den praktiske delprøve.
Du kan læse om Søfartsstyrelsens krav til duelighedsprøven her.