Velkommen til Sejlerskolens undervisning, socialt fællesskab og naturoplevelser på Roskilde fjord.
Sejlerlivet giver mulighed for spændende oplevelser, nærkontakt med naturen, frihed og hygge i lange baner. Og det er sjovest og mest sikkert hvis man ved hvad man har med at gøre. Det gør du, når du har et duelighedsbevis og et duelighedsbevis – som består af 2 moduler – kan du tage i Jyllinge Sejlklub. I vintersæsonen underviser vi i den teoretiske del: Færdselsregler på vandet (søvejsregler), læs og forstå dit søkort, find vej, sikkerhed og miljø. Undervisningen sker under hyggelige former i vores dejlige klubhus på havnen. Og om sommeren er vi på vandet den praktiske del: Klargøre både, ud af havn, ind i havn, vende, bomme (med vilje), mand-over-bord-øvelser mm. Den praktiske undervisning sker på klubbens H-både i små hold, typisk to-tre elever pr. båd plus en bådfører.
Jyllinge Sejlklub stiller 4 H-både til rådighed for Sejlerskolen og Kapsejladsskolen.
Sådan gør du:
Jyllinge Sejlklubs Sejlerskole underviser medlemmer af Jyllinge Sejlklub, så først skal du være medlem af sejlklubben.
De aktuelle takster kan ses på siden for Indmelding/ Tilmelding.
Dernæst kan du melde sig til enten
- Sejlerskolen – teoretisk navigation i vinterhalvåret,.
- Sejlerskolen – praktisk sejlads i sommerhalvåret,
- Kapsejladsskolen (kræver duelighedsbevis)
Den teoretiske undervisning foregår på hverdage i vinterhalvåret fra oktober til marts. Ud over skolegebyret skal du købe nogle bøger, et søkort mv. Du skal regne med en udgift på et par hundrede kroner i materialer.
Den praktiske undervisning i Sejlerskolen starter 1. maj og foregår på en aften hver uge, her fordeles eleverne på besætninger der har en fast undervisningsdag mandag, tirsdag, onsdag eller torsdag. Hvis du har lyst kan der herudover være enkelte arrangementer i weekender f.eks. natsejlads. Det praktiske kursus kræver at du har redningsvest og praktisk tøj. Kursus hæfte fra Dansk Sejlunion er inkluderet i gebyret.
Kapsejladsskolen starter med teori og træning i april og kapsejlads tirsdag aftener fra den 1. maj. Du kan som udgangspunkt kun deltage i kapsejladsskolen, hvis du har duelighedsbevis.
Du kan læse mere om sejlerskolens aktiviteter her på siderne.
Er du interesseret i at vide mere, så kontakt formanden for sejlerskolen. Før hver halvsæson afholdes en informationsaften for alle interesserede.